Hvad er procesorienteret psykoterapi?
Vi er alle sammen helt unikke. Ikke to mennesker er ens. Vi er hver især ganske specielle og enestående individer med hver vores personlige historie, hver vores sår og skrammer, følelser, behov, forudsætninger, ressourcer, ønsker og drømme. For at et terapiforløb skal lykkes, er det vigtigt, at der er forståelse og respekt for dette, samt at det der foregår mellem klient og terapeut, svarer præcis og udelukkende til klientens behov.
At arbejde via procesorienteret terapi er en måde at tilgodese dette, samt en metode der bidrager til en fuldkommen accepterende atmosfære, en åben, imødekommende og anerkendende tilgang, samt et tempo og en rute der leder dig som klient, præcis derhen, hvor det giver mening og forløsning for dig at være. Det er en meget blid, nænsom og opbyggende form for terapi, der tager udgangspunkt i der, hvor du er lige nu, og automatisk tilpasser sig lige præcis det, du har brug for.
Du indeholder alt, hvad der skal til.
Selvom det måske ikke altid føles sådan. Selvom du af og til kan være fyldt af smerte, bekymring, angst, afmagt, tvivl, opgivelse, eller hvad det nu måtte være, der forhindrer dig i at være lykkelig. Indeholder du ALTID ALT det, som der skal til, alt det du har brug for, til at hele, skabe balance og udfolde dit potentiale. Ethvert menneske indeholder en utrolig visdom samt en fantastisk helende, kreativ og skabende kraft. I procesorienteret psykoterapi skaber vi kontakt til disse sider og følger med dem ud på en form for indre rejse.
Hvordan forgår procesorienteret psykoterapi?
Rejsen tager altid sit udgangspunkt i den problemstilling, du som klient kommer med. Gennem samtale undersøger vi først den faktiske situation, som du beskriver. Derefter finder vi ud af hvilke følelser, det aktiverer i dig. Vi giver følelserne plads og finder ud af hvor i kroppen de ”bor”, og hvordan de mærkes. Herfra er det meget svært, at sige noget generelt, da enhver proces er utrolig personlig og unik. Vi følger simpelthen den vej, som dit ”system” leder os på.
For at give dig en fornemmelse af, hvordan procesorienteret psykoterapi fungerer, har jeg fået lov til at gengive en af mine klienters seneste terapioplevelse:
Procesorienteret psykoterapi
Morell.
(Navnet ændret)
Morell er en kvinde sidst i trediverne. Hun starter i terapi pga. parforholdsproblemer. Hun er mor til to, veluddannet, velfungerende, smuk, stærk og meget bevidst. Hendes far døde, da hun var ganske lille, og hendes mor er skizofren.
Morell ønsker hjælp til at håndtere hendes følelsesmæssige reaktion, når hun skal være adskilt fra sin nye kæreste i flere dage. Hun beskriver, hvor svært det er for hende, når de tager afsked, hvordan hun begynder at få trang til at skabe afstand til ham. Hun overvejer at ”lave dramaer”, sætte ultimatummer op, og går derefter nærmest helt følelseskold.
Når Morell mærker efter, hvor følelsen er, og hvordan den føles, beskriver hun det som en flimren i hele brystet. Når hun fokuserer på denne flimren, forsvinder den, og hun føler ingenting. Morell beskriver det som en følelsesløshed i hele kroppen. Denne følelsesløshed afløses af en masse forskellige tanker, forklaringer og analyser, og deraf følgende planer for hvad hun skal /vil /bør gøre.
Jeg spørger Morell, hvad tankerne forsøger at beskytte hende imod.
”At jeg ikke skal blive skuffet og ked af det. De prøver at undgå den flimrende smerte fra før i brystet.”
Vi prøver at undersøge smerten i brystet igen, men den forsvinder.
”Jeg har meget svært ved at fastholde følelserne, undtagen den der følelsesløshed. Den kan jeg have i dagevis. Den kan jeg ligesom tænde og slukke for.”
”Hvor gør du det? Hvor sidder knappen?”
”Her” Morell peger på et punkt midt på maven lidt over navlen. ”Når jeg tænder for den, er det som om følelsesløsheden breder sig langsom ud i mig som en tåge. – Den nærmest bedøver mig.”
”Hvornår fik du denne knap?”
Lang stille tænkepause. – ”Som ganske lille. Jeg ser mig selv som helt spæd ligge i min babyseng. Jeg ligger bare og stirrer. Her har jeg tændt for følelsesløsheden. Jeg mærker ingenting.”
”Hvad skete der lige inden du tændte for knappen?”
Tænkepause: ”Ikke noget. Der er ikke sket noget. –Jeg tænder, når jeg har ligget for længe alene.”
Jeg gentager langsomt: ”Når du har været for længe alene!”
Pause. Morell holder vejret. Så kommer gråden. En meget smertefuld og samtidig meget forløsende gråd. Da gråden stilner af siger Morell: ”Åååååh det giver mening…” lang stille pause – ”Det giver virkelig mening. – Det giver SÅ meget mening. – Det var ikke det min mor gjorde. Det var det, hun ikke gjorde.”
Morell ser mig intenst i øjnene og spørger: ” Hvad kan jeg gøre ved det?”
Jeg spørger, om hun stadig kan fornemme babyen. Det kan hun sagtens. Hun lukker øjnene igen og tager kontakt til babyen. Den bliver straks spillevende, kraftfuld, sprudlende og meget vital. Efter lidt tid siger Morell: ” Der er en til baby i sengen. Den er helt livløs, helt slap og næsten blå. Jeg kan ikke vække den.” Morell forestiller sig, at hun holder den livløse baby ind til sig, men den er stadig fuldstændig slap og ikke kontaktbar. Hun holder den længe i sine arme samtidig med, at hun hele tiden også fornemmer den livfulde struttende ressourcefyldte baby. Efter noget tid begynder den slappe baby langsomt, men sikkert at komme til live. De to babyer begynder at fokusere på hinanden og smelter derefter sammen til én.
Morell sidder stille med lukkede øjne og rolig vejrtrækning en tid, så siger hun: ”Det er ligesom om jeg mærker et stort sort hul i mit bryst. Lidt ligesom et bjerg der vender spidsen nedad og er hult.”
Efter at have givet det sorte hul opmærksomhed lidt tid, snævres det ind og bliver helt af sig selv langsomt mindre og mindre.
”Det er helt væk nu. Det er ligesom, når man folder stanniol sammen. Sådan helt fast sammen så der bare er en lang tynd skinnende kerne.”
Efter lidt tid åbner Morell øjnene og vender opmærksomheden mod mig.
Processen er færdig og Morell giver udtryk for at ”brikkerne virkelig faldt på plads”, og at hun nu føler en helt anden ro. På vej ud af døren takker og roser Morell mig. Jeg svarer selvfølgelig ved at lede opmærksomheden på, at det er hende selv, der gør hele arbejdet. Det er hende der indeholder alt det, der skal til, og at det er hende der viser vejen. Hun svarer: ” JA, – men DU følger Fandeme med!”
Følg med!
Og måske er det i al sin enkelthed det, det hele i virkeligheden handler om: I procesorienteret psykoterapi er der en, der nænsomt, accepterende, trygt og tillidsfuldt følger med dig ”gennem ild og vand”. Følger med når det gør ondt, når du er bange, når det er mørkt, når det føles håbløst. Følger med dig alle steder og hele vejen.
Som uddannet ID – psykoterapeut, har jeg både personlig, praktisk og teoretisk viden og erfaringer med hele tiden at arbejde på 7 forskellige niveauer: Adfærdspsykologisk, kognitivt, systemisk, psykodynamisk, eksistentielt, humanistisk og spirituelt. Det er selvfølgelig en kæmpe force i forhold til at arbejde med procesorienteret psykoterapi. Det sikrer, at jeg er i stand til at følge med dig på alle niveauer, at jeg hele tiden har et overblik over, hvilket område du befinder dig på, samt en forståelse for hvad det handler om, hvad du gennemlever og hvad du har brug for.
Hvad er det, der sker i procesorienteret psykoterapi?
Lad os kigge lidt nærmere på Morells oplevelse. På grund af sin skizofreni, var Morells mors evner til at tilgodese et barns behov meget ustabile og svingende. Dette betød blandt andet at Morell i perioder blev overladt alt for længe til sig selv.
Udover den rent fysiske pleje har et spædbarn brug for masser af regelmæssig omsorg, opmærksomhed, krops- og øjenkontakt. Som ganske små er vi totalt og aldeles afhængige af ”vores voksne”. Hvis de af en eller flere grunde ikke er i stand til at tage sig af os, bliver vi ulykkelige, bange og afmægtige. Følelserne er meget voldsomme for et lille barn at rumme, og når gråden ikke bliver hørt, når vi ikke bliver forstået og ikke får det, vi beder om og har brug for, bliver følelserne så voldsomme og ubærlige, at vi for at beskytte os mod at mærke dem, kan trække os ind i os selv og blive følelsesløse.
Det var det, Morell som lille havde lært sig at gøre, og det var det mønster, hun ubevidst havde taget med sig op i voksenlivet og ind i parforholdet. Når hendes kæreste ikke lyttede til hendes bøn om mere tid sammen, mindede det hende om hendes helt tidlige erfaringer med ikke at blive hørt og ikke få den omsorg, nærhed og tryghed, som hun havde brug for. Det aktiverede den lille pige i den voksne krop, hendes dybe smerte, angst og afmagt blev levende. I forsøg på at undgå disse følelser, kom trangen til at skabe afstand og hun tændte for knappen til følelsesløsheden.
Erindringen om sig selv som baby samt ordene: ”Når jeg har ligget for længe alene”, gav derfor dyb mening og forløsning for Morell. Via procesorienteret psykoterapi opnår Morell en bevidstgørelsen om denne sammenhæng, og hun bliver i stand til at give følelserne plads. De er stadig smertefulde, men de er ikke farlige og ubærlige længere, fordi hun nu ved, hvad de handler om, og fordi hun nu gennemlever dem som voksen, ikke som spæd.
Efter dette går Morell videre ind i processen. Hvor hun tager sig af sit indre barn, som i begyndelsen er splittet i to. Via hendes opmærksomhed, nærhed, omsorg og kærlighed lykkes det Morell at hele sine følelsesmæssige sår, hvorefter tomheden til sidst faktisk forvandles til en skinnende sølvagtig kerne.
Fantastisk, forunderligt og forløsende.
Ugen efter skriver Morell til mig: ”Jeg har en anden ro inden i mig nu. Jeg ønsker nu at få det, jeg har brug for, og jeg føler mig i min gode ret til det. – Jeg begynder at føle mig mere og mere hel. Det er ret fantastisk.”
Det er lige det, det er: Fantastisk. Det er så fantastisk, forunderligt og bevægende gang på gang at opleve, hvordan vi, via procesorienteret psykoterapi, altid er i stand til at finde en vej til at hele, forløse og forandre.
Der er ubeskriveligt mange forskellige former for processer. Nogle mennesker arbejder mest i billeder, andre i kropsfornemmelser, ord, stemmer, eller noget helt syvende. Nogle gange leder processen tilbage til barndomsstof andre gange ikke. Af og til arbejdes der med chok og traumer. Andre gange med tankemønstre og overbevisninger. Nogle gange går vejen gennem mørke og meningsløshed. Andre gange fokuseres der på familien, dens bånd og byrder. Ofte opdages og frigives undertrykt potentiale og ressourcer. Der arbejdes på forskellige niveauer, på forskellige tider og i forhold til forskellige temaer. Alt er helt individuelt, enestående og uforudsigeligt, men én ting er sikkert: Procesorienteret psykoterapi vil altid fører til en større indsigt samt en følelse af ro, en energiafbalancering, samt en varig forløsning og forandring.