Hej Vibe
Sidste jul gik min kæreste fra mig. Vi havde været sammen i 7 år, hvor de sidste 2-3 var det en kamp for overlevelse. Vi snerrende af hinanden og var ikke gode ved hinanden. Det knækkede op til jul og hun meldte efter jul at det ikke gik længere.
Det var noget vi begge havde på tankerne længe, vi sagde vi ville arbejde på det, men det fik vi aldrig gjort.
Efter bruddet gik jeg til psykolog pga. Stress, og kom hurtigt frem til at det var fordi børnene ikke var i min hverdag længere, kun hver anden weekend. Jeg arbejdede meget med mig selv, og de fejl jeg selv stod for i parforholdet og er blevet en version af mig selv, som jeg er stolt af – og vigtigst af alt er jeg blevet en bedre far.
11 måneder efter bruddet faldt jeg i snak med min ex og vi begyndte at se hinanden igen. De gamle følelser er kommet tilbage, og vi kan endelig snakke sammen. Bedre end vi nogensinde har gjort. Det er så skønt.
Vi har aftalt at vi skal tage det roligt, vi skal lære hinanden at kende igen – og alt skal være på plads før vi inddrager vores to børn på 4 og 5 år.
Men for nylig havde min partner et følelsesmæssigt nedbrud. Hun døjer med noget udiagnosticeret ADHD som hun starter til udredning med i slut Februar. Der er en del hun kæmper med, ikke glad for sin arbejdsplads men kan ikke sige op da de betaler for hendes uddannelse som pædagog, hvilket hun rigtig gerne vil have. Hendes mor er syg med sklerose lignende sygdom, hendes søster har døjet med slem sygdom. Og hun har lavet nogle personlige parforholds fejl i den tid vi var fra hinanden, og alt det ramler sammen i hovedet på hende nu. En af tingene der har gjort at det rammer hende nu, er fordi hun kan mærke hvor meget jeg hviler i mig selv, og det føler hun ikke hun gør. Hun siger selv hun ingen selvværd har. Derfor er hun bange for at hun ikke kan give mig hvad jeg vil have.
Jeg har fortalt hende at jeg gerne vil bo sammen med hende og ungerne, men først når vi har fundet ud af om vi kan få det til at fungere. Om det så tager et år, så tager det den tid det gør. Alligevel føler hun sig presset, og hun er bange for at vi går tilbage til det gamle igen når vi først flytter sammen. Hun er bange for at skuffe mig.
Jeg vil først og fremmest gerne have hun får det godt med sig selv, hun er en fantastisk mor, og ungerne mærker ikke at hun har det skidt, men er bange for at hun knækker i længden. Lige nu kan hun ikke overskue det store, så for at hun får ro på, hun er ikke god til at planlægge med hendes Adhd, har jeg bedt hende om at hun styrer hvornår hun har tid og overskud til at tilbringe tid med mig, så hun ikke føler hun SKAL have presset mig ind i løbet af ugen.
Jeg skal nok sige til hvis mine behov for at se hende ikke er tilstrækkelig, eller hvis jeg ikke føler det går nogle vejne, så hun ikke skal gå og bekymre sig om at jeg føler mig overset/glemt.
Derudover ved jeg ikke hvad jeg ellers kan gøre, andet end at give os begge tid, uden pres, i forhåbning om at det med tiden falder på plads det hele – og her har jeg brug for hjælp – jeg føler mig stresset over ikke at kunne gøre noget?
Håber du kan hjælpe – undskyld hvis det er en lang tekst at skulle igennem.
mvh. En forvirret mand
Kære Forvirrede mand
Tak for din mail og tillykke med, at det er lykkes dig at få det bedre ift. din stress, og med at du hviler mere i dig selv nu og er stolt af, den du er.
Det lyder til, at have været nogle ret hårde år både for din kæreste og dig, og nok især for jeres børn. Derfor synes jeg, det er så godt, at I nu tager det roligt og forsøger at opbygge et sundt og stabilt forhold, inden I inddrager dem. Det er vigtigt, I først og fremmest tager hensyn til dem. Børn bliver meget påvirkede af, hvordan deres forældre har det og af hvordan mor og far behandler hinanden.
Jeg håber udredningen af din kæreste vil resultere i, hun får tildelt hjælp. Uanset om hun har ADHD el. ej, lyder det til, hun har brug for hjælp til at bearbejde de mange svære ting i hendes liv. Du skriver, I tidligere har talt om at søge hjælp. Måske ville det være en god ide at starte i parterapi. – Gerne hos en terapeut, der kombinerer parsamtalerne med individuelle terapisessioner. (Jeg ved ikke, hvor i landet I bor, men I er selvfølgelig velkommen her.)
Du skriver, at du føler dig stresset over ikke at kunne gøre noget. Det at give hinanden tid og plads, at være opmærksom og at lære hinanden at kende på ny, er i høj grad ”at gøre noget”. At være forstående, tålmodig og støttende i din kærestes proces er i høj grad også ”at gøre noget” Hvis I har levet i 2-3års kamp for overlevelse, tager det tid at få ro og tillid tilbage i parforholdet.
Giv også dig selv omsorg og opmærksomhed. Ret fokus på, hvad der rør sig i dig, hvordan du har det, og hvad du har brug for. Spørg dig selv, hvad det helt præcis er, der stressser dig. Måske rammer denne situation et tema i dig. Måske har du tidligere i livet taget ansvar for/forsøgt at hjælpe en du holdt af, som havde det svært. Gå på opdagelse i dig selv og din historie.
Jeg håber, I kommer godt igennem denne svære tid og ønsker dig, din kæreste og jeres børn det allerbedste.
Kh. Vibe