Hvorfor Parterapi?
Parterapi kan hjælpe parforhold, der er kørt fast og præget af:
- Dårlig kommunikation. – I kan have svært ved at snakke sammen, forstå og respektere hinanden.
- Der opstår ofte misforståelser, uenighed og uoverensstemmelser. Måske optrappes det til skænderier.
- I oplever, at det er de samme emner, I diskuterer igen og igen.
- I føler jer ikke set, hørt, mødt, forstået, anerkendt, elsket.
- I har måske forskellige behov for nærvær, opmærksomhed og intimitet. Eller for frihed, oplevelser, sociale relationer, el. andet.
- I har svært ved at føle jer som kærester, ”Gnisten” er væk, I savner romantik, intimitet, samhørighed.
- I kæmper med jalousi, mistillid og måske endda utroskab.
- I er nået til en følelse af opgivenhed og håbløshed og overvejer måske endda skilsmisse.
Parforhold
Parforholdet er nok den af vores relationer, hvor vi møder de største udfordringer. Når vi åbner vores hjerter for hinanden, stiller vi os samtidig sårbare. Derfor er det ekstra følsomt for os, når vi:
- Ikke føler os set, hørt, mødt og forstået.
- Savner respekt og anerkendelse fra vores partner.
- Oplever at vores kærlighed ikke bliver, eller ikke føles gengældt.
- Nærer en frygt for at miste, for at blive forladt, for ensomhed og tomhed.
Gennem vores parforhold forsøger de fleste af os at få dækket nogle af vores mest grundlæggende behov. Først og fremmest vores behov for kærlighed, nærvær og samhørighed, men også vores behov for tryghed, sikkerhed, anerkendelse og accept. – Ja selv behovet for at opnå en følelse af mening med og indhold i livet, kan vi forsøge at få dækket via vores parforhold.
Hvorfor parterapi?
Mange af os bruger en del tid og energi på at fokusere på fejl og kritisere hinanden i stedet for at udtrykke de uopfyldte ønsker, længsler og behov, der egentlig ligger gemt bag kritikken. På den måde kommer vi desværre ofte til at skubbe vores partner længere og længere væk, og derved opnår vi lige det modsatte af, hvad vi faktisk ønsker og har brug for. Gennem parterapi kan der komme en langt større bevidsthed om disse mekanismer. Herved opstår muligheden for, at du og din partner bliver bedre til at: Snakke sammen, lytte til hinanden, forstå og respektere hinanden.
Vores parforhold formes blandt andet på baggrund af vores opvækst, vores tidligere erfaringer og forskellige oplevelser i mødet med kærligheden. Vores partner er som regel det menneske, vi udover vores forældre, vil lade komme tættest på os her i livet. Det er derfor også i vores parforhold, vi kan opleve at være ekstra følsomme og sårbare. Vores partner kan let komme til at trykke på de ømme punkter, strejfe de gamle følelsesmæssige sår, antænde den hengemte vrede og frustration, udløse gamle, ubevidste temaer og mønstre, samt vække følelser af svigt, forladthed, usikkerhed, frygt eller savn og længsler efter nærhed, omsorg, ømhed og kærlighed.
I Parterapi kan vi blandt andet arbejde med at genkende og blotlægge nogle af disse underliggende og ubevidste sammenhænge.
“Dit parforhold bliver aldrig bedre end dit forhold til dig selv.” – Ole Vadum Dahl.
Parterapi kombineret med individuel terapi
I forbindelse med et forløb i parterapi anbefaler jeg ofte en kombination af parterapi-sessionerne med individuelle terapi-sessioner. Ved at få en større forståelse for jer selv og blive mere bevidste om jeres tanke-, føle- og handlemønstre, opstår en langt større mulighed for varig forandring.
Det bliver nemmere at genkende følelserne bag de ømme punkter, og tage hånd om dem. I kan begynde at opbygge/ genopbygge tillid og tryghed, samt forstærke fortrolighed, nærvær og samhørighed, hvilket giver større mulighed for at føle kærligheden og lade den folde sig ud.
Fire hurtige råd til et bedre parforhold:
Forvent så lidt som muligt
Giv slip på forventninger om hvad din partner skal leve op til. Ret i stedet fokus på dig selv, på hvad du kan bidrage med i stedet for at få af dit parforhold.
Befri din partner for ansvaret for at gøre dig lykkelig. Giv i stedet plads til det uventede.
Vær taknemmelig og fokuser på det der lykkes
Tanker skaber, og det der får opmærksomhed vokser. Ved at fokusere på det der fungerer, på det der gør dig glad i dit parforhold, får du automatisk mere og mere af det, du ønsker. Vær taknemmelig for alt det gode du har, for alt det der lykkes, og for alt det skønne din partner indeholder og giver.
Lad din partner elske dig på sin måde
Vær opmærksom på om du har regler for, hvordan din partner skal opføre sig, for at du kan føle dig elsket. Dette kan nemt forhindre dig i at være tilfreds i dit parforhold, og hvad værre er, også i at faktisk se og modtage din partners kærlighedserklæringer.
Vælg dine ord
Beklagelser og kritik er destruktiv kommunikation, der skaber uballance i dit parforhold samt utilstrækkelighedsfølelser i din partner. Kom i stedet med konkrete forslag til, hvad du ønsker dig. Giv komplimenter på alt hvad du påskønner og glædes over.
Inden du taler tjek: Er det venligt, er det sandt, er det nødvendigt, er det konstruktivt?
Ovennævnte er ment som råd og inspiration, hvis du føler du er kørt fast i dit parforhold og kan bruge lidt nye input. Lad mig understrege: Det er IKKE råd, du skal følge, hvis du lever i et voldeligt eller på anden måde destruktivt parforhold. Se mere her. Destruktive parforhold


